Jagt og fiskeri

Dette valgfag er baseret på praktisk jagt og fisketure. Vi skal på godsjagt på Fyn, hvor vi skal følge en jagt på høje fasaner og ænder på opfløj. Vi skal fungere som klappere og følge skytternes arbejde. Rengøring af vildt og fisk er også en del af jagten, og indgår som en naturlig del af undervisningen.

Endvidere kommer vi ind på emner som natur, vildtpleje, jagt og etik, og hvad der egentlig kræves for at være en god og ordentlig jæger. Fiskeriet vil foregå først i forløbet og der fiskes efter ål, ørred og andre ferskvandsfisk. Eget fiskegrej må gerne medbringes.

Andet halvår er faget kun for de elever, som ønsker at tage jagttegn. I skal arbejde med vildtbiologi, våben, jagtmetoder, etik, jagtloven, jagthunde og sluttelig få et våbenkursusbevis. I slutter af med at gå op til jagtprøven, som består af en teoretisk og praktisk prøve.