Efter 23 år på Rejsby Europæiske Efterskole stopper Karsten Friis, når skoleåret slutter. Vi har taget en snak med den afgående forstander om fortiden, nutiden og fremtiden
Af Emma Ripuree Frida Gronau og Julie Berggren Bendt – (Artiklen er med i Europosten juni 2024)
Derfor er det heldigt at vores forstander er et naturtalent i at fortælle og snakke – og han sagde hurtigt ja til, at vi måtte interviewe ham.
Den 29. april 2024 fortalte vores forstander, Karsten Friis, at han stopper som forstander på skolen. Som personale, så vel som elev, på skolen har det givet anledning til både forståelse, tvivl og nysgerrighed. Hvorfor stopper han? Hvor skal han arbejde nu? Hvordan har han overhovedet brugt 23 år på skolen? Alle de spørgsmål vil være dejlige at få svar på.
Begyndelsen på de 23 år
Karsten har brugt 23 år på Rejsby Europæiske Efterskole, men hvordan begyndte det? Det spurgte vi om som det første.
”Historien er, at der var et stillingsopslag, hvor man søgte en lærer til dansk, samfundsfag og pigegymnastik. Og jeg vil gerne arbejde på en efterskole, så jeg søgte stillingen”, svarede Karsten os, da vi startede vores interview.
”Der er nogle sjove historier koblet til. Den daværende viceforstander vil gerne ansætte mig, men han var lidt usikker på om jeg var dygtig nok til at undervise i samfundsfag”.
Hvis der er noget, som ingen elever på Rejsby Europæiske Efterskole er i tvivl om, så er det, at Karsten er skrap til samfundsfag – og hans mange morgensamlinger er blot et bevis på det. Som forstander, hvad er den største ændring, som du har lavet på skolen? Til det spørgsmål måtte Karsten tænke lidt.
”Jeg har været her i så mange år, at jeg har været rodet ind i det meste. Der er mange ting, som jeg har været tovholder på, men som tovholder gør man ikke tingene alene, de kræver også andre. Jeg har været med i meget, men én af de største ændringer var at stå i spidsen for at rodfæste profilfagene.”
23 elevhold
Kan du kende forskel på elevhold?
”Ja, det kan jeg, men ikke når jeg skal huske tilbage. Jeg kan ikke sige, at I 20/21 havde vi et elevhold, der var sådan og sådan. Men jeg kan mærke det, når jeg er der.”
Hvad er de vigtigste ting som elever har lært dig?
”En af Grundtvigs læresætninger er, at man som lærer, eller forstander, har noget faglighed, viden og nogle kloge ord med sig, men det har eleverne så sandelig også. Så når man siger de ting, og bliver mødt af spørgsmål og kritik, det lærer man helt vildt meget af.”
Hvis man har arbejdet det samme sted i 23 år, så har det selvfølgelig været på godt og ondt. Da vi spurgte Karsten ind til hans højdepunkter, blev vi mødt af et stort suk.
”Det er virkelig et stort spørgsmål, og der er virkelig mange.”
Men alligevel er der ét øjeblik, som står ud. Han fortæller om sin 50-års fødselsdag, som ikke kunne fejres, fordi han der var under corona. Men på en almindelig hverdag, hvor Karsten var på arbejde, var der i al hemmelighed blevet pyntet op i spisesalen.
”De havde pyntet op til fødselsdag, der var kagemænd på bordene, og bestyrelsen var der. Det var jeg meget taknemmelig for.”
Som man kan mærke på Karsten, så elsker han sit arbejde.
”Det bedste har været, at det aldrig har været ens. Man har helt vildt gode oplevelser, og også nogle ret udfordrende opgaver, og det sker jo i sammenspil med en masse mennesker. Alle de mennesker er jeg dybt taknemmelig over,” smiler Karsten.
Karsten er tit som en politiker. Hvis man spørger om noget, kan man ikke være sikker på, at man får det direkte svar, som man kunne tænke sig. Da vi spurgte om han ville have gjort noget anderledes, startede han med blot at svare ja. Men vi fik hurtigt tvunget lidt mere ud af ham.
”Ja. Sådan er det jo altid, man lærer jo noget. Som Kierkegaard siger: ’Livet skal leves forlæns og forstås baglæns’. Jeg er jo glad og har haft 23 fantastiske år her. Jeg har stået i spidsen for meget, og mange tænker selvfølgelig, at jeg kunne have gjort noget anderledes. Og det har de sikkert fuldstændig ret i. Men det må jeg jo leve med.”
Hvad har været et af de største dilemmaer om du har skullet løse? Her kommer vores forstander med et lidt uventet, men også forståeligt svar. Svaret er nemlig den beslutning, om elever skal bortvises eller ikke bortvises.
“Det er uden sammenligning det værste i det her job. Man tager nogle mennesker, som har været i et fællesskab, som har dummet sig på en handling, og så siger man, du skal ud af det her fællesskab. Jeg tror ikke altid, de kan se det på mig, men det gør så ondt inde i mig.”
Starten på noget nyt
Karsten skal efter sommerferien arbejde på Vrigsted Efterskole, en efterskole for elever med læse- og skrivevanskeligheder. Han begrunder sit jobskifte med sin alder.
”Jeg har 17 år tilbage…,” starter Karsten og holder en pause. En pause lang nok til, at man overvejer, hvilken vej sætningen mon går. ”…inden jeg kan gå på pension. Jeg er ikke sikker på, at jeg i de 17 år kan være en gevinst og inspiration her. Det er ikke spontane overvejelser, og jeg har overvejet det længe”.
Som elever på Rejsby er det interessant at høre, hvad han kommer til at savne ved skolen, hvad der bliver specielt svært at give slip på. Da vi spurgte Karsten, kunne vi godt mærke, at vi igen havde stillet et spørgsmål, som krævede overvejelse.
”Rejsby er langt mere end et arbejde for mig. Jeg er ikke til store ord, men det er faktisk en væsentlig del af min identitet. Det at få lov til at arbejde med alt det samfundsfaglige og internationale, det er jo min hobby.”
Til sidst i interviewet, takker vi ham for hans deltagelse, og spørger ham om der er noget, som han gerne vil tilføje. Han svarer, at vi til sidst i artiklen gerne må skrive:
”Tak til alle de elever, der har været her sammen med mig.”
Vi har været en tur i efterskolens fotomapper og har fundet billeder af Karstens tid i Rejsby:
